Email: joplast@joplast.dk
JO Plast A4 brochure 2025-ny.pdf

Generelle Salgs- og Leveringsbetingelser
Her finder du de gældende salgs- og leveringsbetingelser for JO Plast A/S. Disse vilkår danner grundlag for alle handler med vores virksomhed og sikrer tydelighed og ensartede betingelser i samarbejdet med vores B2B-kunder.
-
Anvendelsesområde: Disse betingelser gælder for alle B2B-salg og leveringer fra JO Plast A/S, inklusive vakuumformning og fremstilling af plastemner. Betingelserne har forrang over eventuelle modstridende vilkår i købers dokumenter, medmindre andet er skriftligt aftalt mellem parterne.
-
Leveringsvilkår: Levering af produkterne sker ab fabrik (Ex Works) fra JO Plast A/S’ faciliteter. Køber bærer risikoen for hændelige begivenheder, der rammer varerne efter levering, uanset om JO Plast A/S afholder udgifterne til transport. Køberen påhviler det at drage omsorg for eventuel tegning af forsikring mod skader efter levering. Leveringstiden fastsættes i videst muligt omfang efter købers ønske.
-
Betalingsvilkår: Betaling skal foretages i danske kroner (DKK), medmindre andet er aftalt. Betalingsfristen er 30 dage netto fra fakturadatoen. Ved forsinket betaling pålægges en morarente på 2% pr. påbegyndt måned.
-
Ejendomsforbehold: JO Plast A/S bevarer ejendomsretten til alle leverede varer indtil fuld betaling er modtaget, uanset leveringsbetingelsen.
-
Forsinkelse: I tilfælde af forsinkelse vil JO Plast A/S underrette køberen om situationen. Forsinkelsen giver ikke køberen andre rettigheder end muligheden for at ophæve aftalen. En ophævelse kan dog kun finde sted, hvis forsinkelsen betragtes som væsentlig for køberen og er direkte forårsaget af JO Plast A/S. Køberen skal, efter den oprindeligt aftalte leveringstid, indsende en skriftlig anmodning til JO Plast A/S om at levere inden for en ny frist på 3 uger. Hvis JO Plast A/S ikke opfylder denne nye leveringsfrist, har køberen ret til at annullere købet.
-
Fraskrivelse af designansvar og produktansvar: JO Plast A/S har intet designansvar eller produktansvar, da alle produkter fremstilles efter kundens specifikationer. JO Plast A/S er ikke ansvarlig for fejl eller mangler relateret til kundens designspecifikationer. Køberen skal holde JO Plast A/S skadesløs for ethvert ansvar over for tredjeparter, der måtte opstå som følge af skader forårsaget af de solgte varer, medmindre disse skyldes fejl begået af JO Plast A/S. Sælgeren er ikke ansvarlig for indirekte tab som driftstab eller tabt arbejdsfortjeneste.
-
Reklamationsret og garantier: Eventuelle reklamationer vedrørende varernes kvalitet eller kvantitet skal meddeles JO Plast A/S skriftligt inden for 8 dage efter levering. JO Plast A/S forpligter sig til at afhjælpe mangler ved reparation, udskiftning, eller omlevering efter eget valg. Garantiperioden for mangler er et år fra leveringsdatoen, og omfatter ikke skader forårsaget af forkert brug, installation, ændringer foretaget uden sælgers samtykke eller manglende vedligeholdelse.
-
Forsikring, opbevaring og vedligeholdelse af værktøjer: Køberen er forpligtet til at tegne forsikring for værktøjer, der opbevares hos JO Plast A/S, som skal omfatte brand, tyveri, hærværk og hændelig undergang. JO Plast A/S påtager sig at opbevare og vedligeholde disse værktøjer forsvarligt. For værktøjer, der ikke har været i brug i 3 år, opkræver JO Plast A/S kr. 1.500 pr. år i lagerleje. Efter 3 års inaktivitet kan værktøjerne returneres til køberen for købers regning.
-
Specialkøbte Råvarer: Specialkøbte råvarer skal anvendes inden for 2 år fra købsdatoen. Hvis produktet udgår eller ikke længere er nødvendigt, er køber ansvarlig for at købe de resterende råvarer. JO Plast A/S vil give detaljerede oplysninger om resterende lager og omkostninger forbundet med overtagelse af disse råvarer.
-
Råvarepriser, Gebyrer og Afgifter: Såfremt priserne på anvendte råvarer stiger med mere end 5%, beregnet i forhold til råvareprisen på tidspunktet for sælgerens afgivelse af tilbud, kan sælgeren kræve en forhøjelse af prisen. Stigningen i råvareprisen udover 5% kan tillægges tilbuds- og acceptsummen. Oplyste priser gælder netto ab sælgerens virksomhed, ekskl. emballage og ekskl. skatter og afgifter, told m.v. i både sælgerens og køberens land.
-
Ansvarsfraskrivelse og Force Majeure: JO PLAST A/S er fritaget for ansvar og forpligtelser under aftalen i tilfælde af visse uforudsete omstændigheder, der opstår efter aftalens indgåelse. Disse omstændigheder inkluderer strejker, lockouts, driftsforstyrrelser, forsinkelser fra underleverandører og andre hændelser, der kunne forsinke leveringstidspunkter. Ligeledes medfører krig, borgerlige uroligheder, naturkatastrofer, mangel på råvarer, konfiskationer, valutarestriktioner, eller indgriben fra myndighedernes side, at JO PLAST A/S har ret til delvis eller fuldstændig at annullere eventuelle tilbud eller igangværende ordrer. Skulle en force majeure-situation opstå, er det påkrævet, at den part, der påberåber sig force majeure, underretter den anden part via E-mail inden for 14 dage efter hændelsens indtræden.
-
Tvister: Enhver tvist mellem parterne skal afgøres efter dansk ret og søges løst i mindelighed. Hvis dette ikke er muligt, skal tvisten afgøres ved voldgift i Århus. JO Plast A/S kan også vælge at anlægge sagen ved de almindelige domstole.